under, efter sygdomsforløb

Der er efterhånden et par søde mennesker, som spørger ind til, hvordan jeg forsøgte at komme mig efter mit behandlingsforløb. Jeg vil rigtig gerne dele dette men har også været lidt frem og tilbage med mig selv angående det, da det er så sårbart og fordi jeg udtaler mig om en alvorlig sygdom der ikke kun berører mig. Jeg vil aldrig kunne sige hvad der vil fungere for andre og respekterer derfor også vores forskellige oplevelser af et sygdomsforløb. Ønsket med dette oplæg er ikke at jeg fortæller hvad du skal gøre men at jeg deler ud af min egen oplevelse og hvad der har fungeret for mig i håb om, at du føler dig mødt i det jeg skriver og på en eller anden måde kan tage noget med dig.

Helt lavpraktisk fik jeg 13 omgange kemo og en operation hvor de fjernede mit syge bryst. Status i dag er at jeg er kræftfri og mangler to operationer for at rekonstruere begge mine bryster, som forebyggelse. 

Tiden efter mit kemoforløb var jeg fuldstændig færdig. Jeg havde mistet alt mit hår. Slimhinder, hud og negle var medtaget. Jeg følte mig skrællet helt ind til benet. Min energi var på det allermest minus’ede jeg nogensinde har været i. Jeg var ugidelig. Min krop, tanker, følelser og energi var tung. Mit indre føltes som var jeg skåret i små stumper og jeg følte mig inderligt ulykkelig.

Den bedste måde jeg kan beskrive sygdommen rent fysisk, er at jeg følte mig fængslet i en krop som ikke ville det samme som jeg selv ville. Det var utrolig svært at acceptere at det var den som satte dagsordenen. Jeg kunne ikke længere kontrollere eller kræve noget af den.

Jeg forsøgte i lang tid at holde fast i gamle vaner, men indså længere inde i forløbet, at jeg modarbejdede mig selv og min krop. Et kæmpe kontrol tab for mig. 

Før jeg blev syg, havde jeg en utrolig travl og stressfuld hverdag. Mit hoved var altid et skridt foran. Alt var kontrolleret, hvilket sugede alt liv ud af min tilværelse. Jeg havde svært ved at mærke mig selv og have ro omkring mig. Der skulle helst ske noget hele tiden. Set i bakspejlet, flygtede jeg. Flygtede fra følelser som jeg ikke kunne rumme fordi jeg bare gerne ville være glad. Jeg forsøgte at skabe en tryg og stabil tilværelse, men ved at jeg distancerede mig fra mine realistiske følelser blev den i realiteten kunstig og utryg. Jeg var i en tilstand 24/7 hvor jeg kæmpede for at overleve og det blev til sidst en selvdestruktiv tilværelse jeg levede i .

Sygdomsforløbet blev en katalysator for en indre oprydningsproces. Beskeden føler jeg var klar. Jeg måtte stoppe op, mærke efter og revurdere alt. Alt fra relationen til mig selv, til andre og mine måder at tænke og handle på. Jeg opdagede at jeg måtte ind i "systemet", tage alt det ud som ikke var sundt for mig og beholde det som jeg kunne bygge videre på. At blive bevidst om alt det jeg skulle arbejde på var én ting, at handle ud fra det, var en helt anden sag. Jeg havde brug for hjælp. Udover mine nærmeste som støtte, opsøgte jeg en terapeut som hjalp mig med at få det overblik jeg havde brug for, for at tage nogle steps. Det tog lang tid for mig at finde ud af hvad der fungerede for mig. Når jeg ser tilbage, så er der nogle ting jeg gjorde, som jeg synes er lidt fjollet i dag. Men jeg er i den overbevisning at man må forsøge sig frem. Man vil jo ikke kunne finde ud af hvad der fungerer og ikke fungerer hvis ikke man forsøger. Så selvom jeg forsøgte at samle mig via nogle mærkelige ting, så tror jeg på at de steps var nødvendige at tage for, at jeg kunne finde frem til der hvor jeg er i dag.

Helt i starten af mit forløb holdt jeg fast på hverdagens gøremål med næb og klør. Jeg trænede meget før jeg blev syg. Ikke fordi der er noget galt i dét. Problemet var, at måden jeg tilgik min træning ikke stemte overens med det, min krop i virkeligheden havde brug for, ro. Jeg stod over for en krop som sagde fra, og jeg måtte derfor lære at mærke efter for at arbejde med den. Alt i min tilværelse blev derfor kogt ned. Jeg byttede mine intense fitness træninger ud med gåture. Jeg startede mine dage med åndedrætsøvelser, meditation og førte dagbog for at lære at holde mig på et spor, hvor mine handlemønstre stemte overens med hvad jeg havde brug for. Det var svært i starten, for ærligt, så tænkte jeg: Hvad skulle det hjælpe? Og i forhold til det at føre dagbog, så tænkte jeg: “Hvad skulle det hjælpe at skrive en lille bog?" “Og hvad skriver man?” “Skriver man kære dagbog?” "Hvad gør man?”. Det var så fremmed for mig. Vedholdenhed, tid og tålmodighed gjorde at jeg mærkede den effekt det har på mig idag. Jeg går derfor ikke én dag uden en morgenmeditation, for det er det værktøj som gør at jeg hver dag tjekker ind med mig selv, og det som gør at jeg i dag kan finde ud af at handle ud fra mig selv og kroppens signaler.

Meditationen på 10 min hver morgen skabte en dominoeffekt i den positive retning. Det blev et step frem mod en tilværelse hvor jeg ikke længere kæmpede imod min realitet. Det gjorde at jeg blev mere tilstedeværende og accepterede de nedtrykte følelser forløbet havde med sig. Det at jeg face’de mine følelser lukkede ikke kun op for min nuværende situation men også op for alle de følelser jeg i mange år har gemt langt væk. Stille og rolig føler jeg at min tilværelse blev en smule lettere. Jeg var stadig der hvor der var flest hårde dage end lette dage. Men jeg følte alligevel at jeg bevægede mig fremad fordi jeg gav mig selv lov til at have det som jeg havde det. Jeg lod ikke længere som om. Det at jeg var tro mod mig selv gav mig muligheden for at give slip på tanker/ideer/overbevisninger som ikke længere passede ind i den tilværelse jeg forsøgte at skabe.

Efter kemo og operation var kroppen nedbrudt, jeg var stadig utrolig træt og dagene hvor jeg havde tunge følelser og tanker dominerer stadig mest. Jeg besluttede mig derfor for at ville give alle kroppens celler den bedste forudsætning for at komme sig efter det nedslidende forløb. Jeg begyndte at læse om kost og blev inspireret af en bog om anti-inflammatorisk kost. Dette prøvede jeg og jeg fik det også bedre derigennem. Jeg følte jeg gav min krop en kæmpe overhaling. I dag spiser jeg de fleste dage i ugen som det, der beskrives som anti-inflammatorisk kost. Det er dog vigtigt for mig ikke at begrænse mig selv, da det giver mig en følelse af, at det bliver for firkantet. Der er derfor også plads til andet uden for den mad kategori, hvis lysten er der. I forhold til bevægelse har jeg haft en stejl læringskurve i ikke at komplicere ting for mig selv. Jeg har før været overbevist, om at træning først var godt, hvis det var hårdt og intenst. Jeg har derfor skulle lære at simple korte træninger kan være lige så godt. Jeg holder af at udfordre mig selv, men jeg vil sige mit ambitionsniveau rent fysisk er skaleret ned. Det bærende element i min træning idag er at jeg gør det fordi, at det giver mig en god følelse. Og fordi at det giver mig muligheden for at gøre de ting som jeg elsker, såsom at tage på vandreture, stå på ski, gå på jagt med den følelse at jeg kan nyde det selvom det fysisk kan være krævende.

Et par uger efter endt kemoforløb kontaktede jeg en læge for at få hjælp til at få overblik over de vitaminer jeg manglede og kom herefter på en vitaminplan, som lægen skræddersyede efter mine behov. Det hjalp en del. Da jeg i dag får gode vitaminer gennem min daglige kost, nøjes jeg med at tage vitaminer som jeg gjorde det før mit forløb. 

Igen, er vi alle forskellige og vi alle har forskellige oplevelser af et forløb. Jeg håber du tager mine ord med kærlighed. Er du igennem noget lignende, så vil jeg blot sige til dig, at jeg føler med dig, sender masser af kærlighed og alt den bedste energi din vej.